Min første labyrint: hjælp hvalpen hen til bolden

Det er med denne labyrint, man begynder. En hvalp sidder ved den grønne startcirkel i en park om foråret, og dens bold venter i den anden ende af siden. En meget bred vej forbinder dem, bred nok til et tykt farvekridt, med kun to korte sidespor, der hurtigt slutter. Rundt om vejen er parken fuld af venlige billeder: en kat, en sommerfugl, en fugl, et blomstrende kirsebærtræ og en tulipan. Siden ser først ud som et billede at kigge på og først derefter som en opgave.

For et barn på tre eller fire år ligger det egentlige arbejde i hånden, ikke i planlægningen. At holde stregen mellem to kanter, dreje med vejen og ikke skyde genvej over græsset bygger den blyantkontrol, barnet senere får brug for til at følge streger og skrive de første bogstaver. De to korte sidespor er en første lille smagsprøve på at vælge: den, der følger det ene, ser straks, at det slutter, og vender om uden at blive skuffet. Fortæl historien højt, hvalpen vil have sin bold, og lad barnet vise vejen først med fingeren og så med kridtet.

Siden findes som PDF til print, som skærmversion, hvor barnet trækker langs vejen og trykker på Tjek, og med et facit, hvor vejen er farvet. Når denne side er blevet let, er de næste trin i samme serie pindsvinets labyrint i frugthaven, ålabyrinten med sine lange sving og labyrinten med dyreungerne og tre veje. Det er tegnede labyrinter med en historie; labyrinter på tern, prik til prik og at sortere ord har deres egne sider.