Vekslemaskinen
Menten og vekslingen er den samme maskine, der kører begge veje.
Om dette redskab
Et opstillet regnestykke på ternet papir, hvor hver kolonne fortsætter nedad i et rør med det, kolonnen faktisk har. Tryk på en kolonne, der har noget at give: én forlader røret og ankommer som ti i røret ved siden af. Pennestregen skrives i samme øjeblik, så skrivemåden og bevægelsen aldrig bliver to adskilte lektioner.
Vekslingen er årets mest frygtede emne, fordi eleverne møder den som en række vilkårlige tegn, der skal huskes i den rigtige rækkefølge. Her ligger det andet tal allerede i rørene, tegnet som tomme omrids, så manglen kan ses, før nogen rører skærmen. Fem tomme omrids, der hænger over en tom kolonne, svarer selv på »hvorfor skulle jeg nogensinde veksle?«
En tom kolonne nægter at give – i 204 − 137 skal hundredpladsen veksles først, og netop den afvisning er lektionen. Intet bliver nogensinde markeret som rigtigt eller forkert: ingen point, intet ur, ingen stjerner, og materialet kan simpelthen ikke gøre noget umuligt. De skriftlige regnemetoder står typisk på skemaet i 2. og 3. klasse, mens veksling og positionssystem øves tidligere, så maskinen dækker begge dele.
Sådan bruger du det i klassen
- Vis et opstillet regnestykke, og læs rørene sammen med klassen, før nogen trykker.
- Spørg, hvor der mangler noget – de tomme omrids over en tom kolonne viser det af sig selv.
- Tryk på den kolonne, der har noget at give, og se menten blive skrevet i selve det øjeblik, vekslingen sker.
- Tryk igen, så alt går tilbage, og lad klassen se den samme maskine køre den anden vej.
- Indstil skrivemåde og metode efter jeres materiale, og giv derefter skærmen videre til en elev.
Idéer til klassen
- Start med 204 − 137, og lad klassen trykke på tierpladsen først: afvisningen gør »hvad skal vi veksle først?« til elevernes eget spørgsmål.
- Stil de samme cifre op som plus og lige bagefter som minus, så menten og vekslingen ses som én bevægelse, der kører begge veje.
- Dæk det skrevne stykke til, lad eleverne kun læse rørene, og forbind bagefter hver streg med den bevægelse, der skabte den.