Stativet

Om dette redskab

Et stativ med tre tomme pladser. Ikke andet: ingen tal, ingen sætning og intet billede af, hvad der er sket. Der er ikke stillet et eneste spørgsmål endnu, og det er hele pointen — klassens første opgave er ikke at svare, men at finde ud af, hvad man overhovedet kunne spørge om.

Du fortæller dem én ting ad gangen. Først hvordan de tre hænger sammen, så det ene tal, så det andet. Der bliver aldrig taget noget væk undervejs; der kommer kun noget til. Den plads, der stadig ikke er sagt noget om, er spørgsmålet — og først når begge tal er sagt, tæller klassen den op sammen, én ad gangen, nedenunder.

De tre pladser kan stå på tre måder: der skete noget, to bliver til ét, og den ene har flere end den anden. Stiller du de samme to tal op på en anden måde, er det et andet tal, klassen skal tælle op. Der er ikke lagt noget til og ikke taget noget fra — der er kun stillet om.

Stativet retter aldrig et barns spørgsmål, kalder ikke ét spørgsmål bedre end et andet og skriver aldrig regnestykket. Ingen point, intet ur og ingen optælling af, hvor mange spørgsmål klassen nåede. Rutinen er forskningsbaseret, ikke evidensbaseret: den er grundigt beskrevet i litteraturen, og vi påstår ingen målt effekt. Hele apparatet er gratis — hver eneste måde, de tre kan stå på, hver eneste ting, du fortæller dem, og det at tælle op, hvad der manglede. Lærerabonnementet lægger det printede ark oveni, med de tre pladser præcis som klassen lige har set dem, og med linjer til de spørgsmål, klassen selv stillede. Til 0.–2. klasse og tænkt til Fælles Mål.

Sådan bruger du det i klassen

• Stil situationen op, før timen: vælg, hvordan de tre skal hænge sammen, hvor store tallene må blive, og hvilken plads klassen selv skal finde ud af. Sig ikke noget endnu.
• Vis klassen de tre tomme pladser, og saml spørgsmål ind: „Hvad kunne man spørge om her?“ Alle spørgsmål tæller, og ingen bliver rettet. Der er ingen tal, så der er heller ikke noget at regne.
• Fortæl dem så én ting ad gangen. Først hvordan de tre hænger sammen, derefter det ene tal. Spørg hver gang: Hvad ved vi nu — og hvad ved vi stadig ikke?
• Når begge tal er sagt, er der præcis én plads tilbage. Lad klassen sige, hvad der mangler, og tæl det så op sammen, én ad gangen, nedenunder.

Idéer til klassen

• To minutter som fast rutine: én situation, tre spørgsmål fra klassen, og først derefter det første tal. Rutinen er den samme hver gang, og historien er din — stativet fortæller den ikke.
• Stil de samme to tal op på en anden måde, og spørg, om der stadig mangler det samme. Der er hverken lagt noget til eller taget noget fra, og alligevel er det et andet tal, klassen skal tælle op.
• Flyt spørgsmålet: lad klassen vælge, hvilken af de tre pladser de selv skal finde ud af. Fortæl så de to andre, og tal om, hvad det ændrer ved det, de skal gøre.