Trækposen

Om dette redskab

Trækposen er en pose på klassens skærm, som ingen kan se ned i – heller ikke læreren, hvis I er startet fra en færdig pose. Under den ligger seks farvede brikker og tre hylder, og inden der bliver trukket, skal klassen binde sig: den her er i posen, den her er ikke, og om den her kan vi ikke blive enige. Med det allerførste træk fryser gættet fast og kan ikke rettes bagefter. Så trykker et barn på posen. En brik kommer op og bliver tegnet ind i rækken for altid, og selve brikken ryger tilbage i posen med det samme, så posen er den samme hele vejen igennem. Der bliver aldrig visket noget ud, og der står ikke ét eneste ord på skærmen.

Arbejdet med chanceeksperimenter ligger allerede i indskolingen i Fælles Mål, og det er svært af en grund, der intet har med læsning at gøre: her er det ikke den voksne, der har ret. Siger et barn, at der ikke er nogen grønne i posen, så er det en grøn brik i rækken, der svarer barnet – ikke en lærer. Og fordi gættet stod fast, før den første brik kom op, kan det ikke stille og roligt skrives om bagefter. Et barn, der endnu ikke læser, eller som er i gang med at lære dansk, kan tage en hel tur ved tavlen på lige fod med de andre.

Når rækken er fuld, tager I den samme pose en gang til. Der er ikke lavet om på en eneste brik, og alligevel ser den anden række anderledes ud end den første. Den lægger sig under den første, for her bliver der ikke visket ud, og så kan klassen tale om netop det: samme pose, to forskellige rækker. En stofpose på gulvtæppet kan ikke spoles tilbage, og den første omgang er for længst tørret af tavlen, når den anden går i gang; en forberedt præsentation viser altid kun det ene forløb, som nogen har valgt på forhånd. Og fordi det er værktøjet, der trækker, kan ingen i lokalet mistænke læreren for at have arrangeret det. Til sidst åbner I posen: det virkelige indhold står ved siden af det frosne gæt, uden flueben, uden kryds og uden optælling.

Hele apparatet er gratis og bliver ved med at være det: posen, gættet på de tre hylder, trækket, rækken, at åbne posen til sidst, otte færdige poser at starte fra og jeres egen pose, som I selv fylder. Lærerabonnementet lægger anden omgang med den samme pose oveni, den lange række med op til fyrre træk, billedbrikker i stedet for former – frugt, køretøjer, dyr – omkring hundrede og tyve færdige poser og print af rækken, så klassen kan arbejde videre ved bordene. Der bliver ikke målt noget her: intet stopur, ingen point og ingen karakter, og værktøjet siger aldrig, hvad der burde være kommet op af posen.

Sådan bruger du det i klassen

• Sæt posen op på smartboardet og lad den være lukket. Ingen kigger i den — heller ikke dig selv, hvis du har valgt en færdig pose. Det er ikke en detalje, det er hele pointen: du og klassen står lige uvidende, og så er der ingen voksen at læse svaret af.
• Lav gættet FØRST, og lad det blive sagt højt. De seks brikker ligger på tre hylder: det her tror vi er i posen — ikke bestemt endnu — det her tror vi ikke er i posen. Eleverne flytter brikkerne og skal begrunde hvert flyt mundtligt. Bliv ved, indtil et par elever har turdet binde sig til noget, andre er uenige i. Der er endnu ikke trukket en eneste brik.
• Sig højt, hvad der sker ved første tryk: gættet fryser og kan aldrig rettes bagefter. Det er derfor, de skal tage stilling nu og ikke sidde og vente på facit. Erfaringsmæssigt er det den sætning, der får de forsigtige elever til at melde sig.
• Træk én brik ad gangen. Brikken lander på rækken OG ryger tilbage i posen, så posen er den samme før og efter hvert træk — sig det til klassen med ord, første gang I gør det. Lad en elev trykke, og giv plads til en kommentar mellem to træk: hvad venter I nu?
• Når rækken er fuld, så kør den samme pose igen. Anden række lægger sig under den første, og de to rækker er ikke ens. Lad eleverne se på de to rækker sammen, før du siger noget: samme pose, to forskellige billeder. Det er her hele samtalen ligger, og det er derfor anden omgang ikke må springes over.
• Åbn posen til sidst. Indholdet står ved siden af klassens frosne gæt, og værktøjet markerer ingenting og siger ikke, hvem der ramte hvad. Stil i stedet spørgsmålet tilbage til rækkerne: hvad i det, I trak, kunne have fortalt jer det her — og hvad kunne det slet ikke?

Idéer til klassen

• 0. klasse — figurnavne uden læsning: læg kun to slags brikker i posen, fx den runde og den trekantede, og lad eleverne sige figurens navn højt ved hvert træk. Der står ikke et eneste ord på fladen, så eleven, der endnu ikke læser, og eleven med dansk som andetsprog kan tage en fuld tur på lige fod med de andre. Efter en uge kan du udvide til kvadratet og sekskanten.
• 1.-2. klasse — det enkle chanceeksperiment: Fælles Mål vil i indskolingen have eleverne til at udføre enkle chanceeksperimenter og opbygge viden om chancebegrebet, og posen er præcis sådan et eksperiment — bare uden terninger og uden tal. Eleverne udtaler sig om noget, de ikke kan se, og materialet svarer dem. Hold sproget på 'der kom mange af den runde' og 'den stjerneformede kom slet ikke endnu'; du behøver hverken brøker eller procent for at ramme målet.
• 2. klasse — rækken som datasæt: lad eleverne føre deres egen optælling i hæftet, mens rækken fylder sig op på tavlen, og tegn bagefter et enkelt søjlediagram eller pictogram over den. Så har de selv frembragt de data, de skal aflæse, og de kan sammenligne deres optælling med rækken på skærmen brik for brik.
• 3. klasse — de to rækker: kør posen to gange og lad hver elev skrive ÉN sætning om, hvorfor de to rækker ikke ligner hinanden, før posen bliver åbnet. Læs et par sætninger op og lad dem diskutere. Det er typisk her, forestillingen om, at et træk 'husker' det forrige, kommer op til overfladen, hvor du kan tage fat i den.
• Ugens pose — eleverne fylder selv: lad to elever fylde posen og lukke den i frikvarteret, mens resten er ude, og kør den derefter som fast rutine en gang om ugen. Eleven, der siger 'der er slet ingen stjerner i den', får svar af en stjerneformet brik på rækken og ikke af en voksen, der retter — og det er en helt anden samtale at komme videre fra.